Narrativets Sceniske og Teaterlige Opbygning

Da jeg tilbage i primo 2017 finder indtil den kunstneriske ide og intention med værket, er min første tanke, at det ville være interessant og lærerigt at få nogle fagpersoner indenfor områderne psykologi og sociologi til at blive en del af projektet for at kunne diskutere og tale om samfundsudvikling og menneskelig psykologi. Jeg skrev derfor et et oplæg til Aarhus Universitet, hvor jeg forklarede projektets umiddelbare formål og format. Oplægget blev lagt op på Aarhus Universitets intranet og på interne facebookgrupper for de aktuelle fakulteter. Desværre fik jeg ingen tilbagemeldinger fra nogle studerende med tilkendegivelse om interesse for et tværfagligt møde. Jeg måtte derfor selv kaste mig ud i researchfasen og gennem bøger og relevante artikler  få en overordnet faglig indsigt.

Forestillingens dramaturgiske udformning og nogle af de mest centrale kunstneriske valg er således baseret på sociologers og psykologers analyser af mennesket, dets adfærd og det samfund, som det moderne menneske er en del af. For fuldstændigt at kunne forstå de håndværksmæssige greb og de kunstneriske intentionener bag den musikdramatiske performance, vil det være en fordel at have en overordnet forståelse af de teorier, der ligger til grund for værket.

Baggrundsviden bag de kunstneriske valg

Det sceniske performative rum er valgt som medie, da sociologen Erwin Goffman i sine teorier italesætter den menneskelig adfærd som en sceneoptræden. Ydermere har arbejdet med et tydelig narrativ, som bygger på en hovedkarakter splittet ud i flere personer, været oplagt ud fra sociologen Anthony Giddens definition af identitets-skabelsesprocessen som et rollespil med flere forskellige arenaer.
Som en overordnet struktur til selve handlingsforløbet har jeg brugt ICD-10 modellen,  som bliver brugt i diagnosticeringen af depression. Denne model definerer og vurderer en depressions sværhedsgrad ud fra om patienten har haft visse følelser og tanker hele tiden eller næsten hele tiden i minimum 14 dage6.
Derudover har sociologen Anders Petersens patientinterviews samt samfundsanalyser fra bogen ”Præstationsamfundet” lagt fundamentet for scenografien sammen med psykologi-professor Svend Brinkmans kritik af samfundet og dets nye ”krononormativitet”. 
Krononormativitet er et begreb kulturforskere definerer ved at være de mere eller mindre tavse krav og forventninger, som vi organiserer vores liv efter – Dette bliver gjort ud fra parametrene; hvornår, og hvilken rækkefølge, vi bør gøre noget. Krononormativiteten melder sig f.eks. gennem teknikker som kalendere, ure, cv’er og karrieretests.

Værket er ligeledes skabt ud fra en række metalag i narrativet:
Hovedkarakteren kaldes i forestillingen Emil. Denne karakter optræder i flere forskellige versioner i det sceniske rum.
Emil optræder både som et virkeligt individ som komponisten og musikeren Emil Vodder (mig selv), som under performancen vil afvikle lys og lyd samt have enkelte solooptrædener.
Derudover iscenesættes en fiktiv karakter ved navn Emil. Denne karakter er iscenesat gennem de 4 performere, som alle spiller den samme rolle i hver deres sceniske rum.
Narrativet bliver dermed en form for autofiktion, hvor grænsen mellem virkelighed og fiktion er sløret. Sløringen bliver endvidere forstærket ved at lave en virkelig facebookprofil til hovedkarakteren, som opdateres løbende i den virkelige verden. 

Autofiktionsteknikken bruges med henblik på at skabe en sammenligning og en kritik af de sociale medier, hvor det moderne menneske til en vis grad præsenterer sig selv gennem en avatar, som næsten altid kun har succes og præsterer godt. Herved bliver identitetsskabelsesprocessen på internettet en form for autofiktion for det moderne menneske – man fortæller kun om de udvalgte øjeblikke af sit liv, og man forskønner med filtre, og nøje valgte ord. Der opstår herved en diskrepans mellem det egentlige liv og det liv, man præsenteres for via de sociale medier. 

Narrativet fortælles helt konkret gennem flere forskellige medier, der virker som forskellige vinkler ind i den fiktive hovedkarakters liv.
Som før nævnt er der den fysiske konkrete handling, som foregår på scenen gennem de 4 performere. Dette narrativ er udelukkende fortalt gennem kroppen, og der er hverken dialoger eller monologer. Så er der spoken words, som afspilles elektronisk. Dette narrativbærende medie har karakter af en dagbogslignende format – blot i et mere kunstigt poetisk sprogunivers, end det ville være tilfældet med en virkelig dagbog. 
Der er den virtuelle identitet på de sociale medier, som vises hver gang, karakteren tager en selfie eller optager sig selv på scenen. Dette medie viser altid personen omgivet af andre mennesker, til trods for at personen i performancen står alene på scenen og tager billedet. Dermed kommer den virtuelle virkelighed på de sociale medier til at fremvise hovedkarakteren, så han fremstår, som om at han er omgivet af mennesker, og i situationer hvor han altid præsterer på et højt niveau – hvilket i narrativet løbende bliver en mere og mere manipuleret virkelighed. I modsætning til dette viser den fysiske virkelighed i det performative rum hovedpersonen, når han er alene og har plads til tankerne i form af det dagbogsagtige narrativ, som leveres i spoken words.
Udover de førnævnte narrativbærende medier, er der også et narrativ i de elektronisk afspillede lydcollager, som knytter sig til hver af de sceniske rum.

Alle de forskellige lag af narrativer både underbygger hinanden samt kører seperat uafhængigt af hinanden. Derved kan der i nogle scener godt være gang i 3 forskellige narrativer, som ikke komplementerer hinanden 1:1 i fx. spoken words, fysisk handling og i lydcollagen. På andre tidspunkter kobles alle de narrativbærende medier sammen til en helt tydelig konsensus omkring den dramaturgiske handling.