Konklusion

”Every work of art is the child of its age and, in many cases, the mother of our emotions.14”

Med denne sætning starter Wassily Kandinsky sin bog ”Concerning the spiritual in art”, og dette udsagn italesætter i høj grad, hvad det er, som jeg gerne vil opnå med mit eget kunstneriske virke; at kunne tale med og om min samtid i et intellektuelt og følelsesmæssigt møde mellem kunst og modtager.

Værket har været svært at skrive, fordi jeg skulle ind og lære mange nye kunstneriske håndværk at kende som i en hvis udstrækning har været forholdsvis nye for mig at dykke så grundigt ned i. At skabe og orkestrere et værk af dette format kan lidt sammenlignes med at koge en ret: det er samspillet mellem de individuelle ingredienser i en perfekt balance, som gør at det er velfungerende. Denne sammenhæng opstår ud fra et helhedsaspekt af alle justerbare parametre.

Jeg læste for nyligt Jørn Utzons refleksion over skabelsen af det ikoniske operahus i Sydney. 

”Whenever an obstacle was encountered we often had to change tack completely to find another way to solve the problems. This happened a lot of times. It was unlike making any other building. A parallel to the automobile industry would be, not to develop and produce another car-model, but rather to develop the first lunar landing module. For instance in the case of the exterior cladding of the shells, it was impossible to determine the geometry of the tiling, until full size mock-ups had been made. We made full-scale mock-ups or models, which were important tools, which, together with the drawings, enabled us to solve specific problems. For instance the first mock up of the tiling clearly showed that our initial solution did not work.”

Jeg genkender min kunstneriske proces i Jørn Utzons italesættelse af tegnestuens proces. Manuskript, betamusik og partitur i mit værk er i høj grad ækvivalenten til tegnestuens tegninger, hvilket i en hvis udstrækning er en gennemarbejdet hypotetisk ide om, hvordan alt kan hænge sammen. Men en ting er at have det liggende på tegnebrættet, en anden er hvordan realiteterne ser ud. Det er her deres ”full size mock ups” kommer til at svare til det man indenfor teaterverdenen kalder ”devicing”, hvor vi sammen med performerne til efteråret skal begynde at prøve alle ideerne af for at finde ud af, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Som Jørn Utzon reflekterer over i dokumentet, så var der mange ting som viste sig at være en udfordring, da de begyndte at lave ”full size mock ups”, og det vil vi formentlig også opleve, når vi til efteråret begynder vores devicingproces.

I ovenstående citat laver han en sammenligning med at tegnestuens proces ville svare til at bilindustrien skulle lave det første månekøretøj, eftersom den specifikke kombination af materialer og form ikke var blevet gjort før. Denne oplevelse af at skabe noget fra bunden, hvor man får inspiration mange forskellige steder fra, men hvor meget få elementer kan overføres 1:1 til den kunstneriske vision, er ligeledes den oplevelse, som jeg har haft med alle delkomponenterne til dette værk, og dermed klinger hans sammenling med bilindustrien velkendt i mine ører. 

Det har som sagt været en svær proces at skrive så komplekst et værk, hvor alt tænkes ligeværdigt, og hvor der er så mange brikker og parametre, som skal komme til at passe sammen. Det har været en stor udfordring at skulle få hele puslespillet til at gå op – specielt i de perioder hvor jeg har stået helt alene med det, men det har dog ikke skræmt mig fra at blive ved med at arbejde på denne måde. Jeg vælger gesamtkunstwerk ideologien som grundlæggende æstetisk filosofi bag mine værker, fordi jeg føler, at jeg kan komponere noget som bliver meget stærkere af, at musikken bliver understøttet af andre parametre. Der er en synergieffekt, som jeg føler komplementere mit musiske materiale rigtig godt, og som på bedre og klarere vis formidler mine intentioner bag mine værker. 

Hvad har jeg lært af processen? 
Narrativet, som altid har fyldt meget i min kunstneriske proces, har jeg fået en meget større forståelse for. Dette er opnået gennem processen med at skrive manuskriptet og ved at samarbejde med fagfolk, som har en dyb scenisk ”teatralsk” forståelse. 
Narrativet i bred forstand er endvidere vigtigt at forstå i forhold til menneskelig perception og dermed kunstnerisk formidling. Således har jeg fået en meget bedre forståelse for formidling generelt, da det i langt højere grad er taget i betragtning i dette værk, end hvad jeg har arbejdet med i mine andre værker tidligere, hvor traditionelle musikalske aspekter ofte har været mere i fokus. 
Jeg har fundet ind til en æstetik, som i høj grad føles rigtig for mig i mit kunstneriske virke. En æstetik hvor musik og intention er helt sammensmeltede i et konkret ønske om tydelig mediering og debat. Jeg har således konkretiseret min egen kunstneriske praksis, og jeg er nået frem til en meget tydeligere forståelse for, hvad der driver mig kunstnerisk, og hvordan jeg forsvarer min egen eksistensberettigelse og profil indenfor det kunstneriske felt.  Derudover er jeg af den overbevisning, at jeg i kraft af gesamtkunstwerks idealet er blevet bedre i stand til at arbejde tværkunstnerisk i andre projekter, hvor jeg ikke nødvendigvis er den drivende kreative kraft. Mange felter, som ikke decideret har været faciliteret af konservatoriet, har jeg ved at være opsøgende og nysgerrig fundet ind til, og derved har jeg udvidet min egen faglige ekspertise musikalsk såvel som tværmedielt. Således har jeg gennem mit eget kunstneriske virke fået en tydelig forståelse for andres arbejdsområder, og jeg har øvet mig i at have en klar forståelse for, hvad det er for en kontekst som mit kompositoriske virke skal placeres i. Derved oplever jeg, at jeg også i andre sammenhænge fungerer som en god samarbejdspartner i arbejdsprocesser, hvor min funktion i højere grad er at supplere andres kunstneriske visioner.