Indledning

Første gang jeg oplever en koncert, som intentionelt er mere end bare den velkendte performanceoplevelse leveret til en hvilken som helst anden rock koncert, sidder jeg inde i parken, mens Roger Waters stagehands er i gang med at bygge ”The Wall” på scenen. Jeg sidder på siddepladserne på venstre side for scenen, og nede blandt publikum er der indhegnet et område på omkring 30 m2 meter, hvor der sidder et techcrew på omkring 15-20 mennesker og styrer alle de elektroniske elementer i showet. Roger Waters og hans band er et par numre inde i koncerten, da man i surround sound setup’et hører en helikopter, som cirkulerer om publikum med så tunge lydbølger, at man kan mærke det i kroppen. Denne ”taktile” oplevelse, som jeg følte som en udvidelse af både det performative og det musikalske lag i ”The Wall”, lagde grundstenen til det, jeg kunstnerisk efterfølgende begyndte at søge efter.

Med inspiration fra ”sanseteater” begyndte jeg at interessere mig for at tage stilling til rummet omkring musikken som oplevelsesspace i et helhedsperspektiv, hvor alle sanser komplementerer hinanden. Hvordan ser rummet ud? Hvilke lydelementer hører man i det? Er rummet hundrede procent lydisoleret, eller er der et ”bleed” fra omgivelserne omkring dette oplevelsesspace? Hvis ja, hvordan arbejder man bedst med de ubekendte faktorer, så det bliver en del af oplevelsen? Hvordan føles underlaget, som man går på, sidder på eller rører ved? Hvor befinder publikum sig i lokalet? Hvordan agerer de; sidder de, ligger de, står de eller går de i cirkler etc.? Hvordan lugter rummet og hvilken narrativ underbygges af denne lugt? Hvis der er mad eller drikkevarer; hvad er det så for nogle smagsoplevelser, som bedst videreformidler og opsummerer oplevelsen? 

Jeg synes generelt, at det er spændende hele tiden at prøve at forholde mig til så mange elementer som muligt for at kunne skabe den bedst mulige helhedsoplevelse: fra publikum ankommer, til de tager afsted igen. Set ud fra et kompositorisk perspektiv har alle elementer, som indgår i en sameksistens med de tonale parametre, indflydelse på, hvordan det musikalske materiale opleves og fortolkes. Derudover synes jeg også, at det er interessant at prøve at udfordre det konventionelle koncertformat, som i stor udstrækning både indenfor den klassiske og den rytmiske musik har fundet sin form og struktur for mange år siden. Jeg synes, det er spændende at udfordre mit publikums indgroede forventninger om, hvad det vil sige at gå til en koncert og dermed prøve at afsøge mulighederne for at forny og videreudvikle formatet. 

Værket ”Kunstig eksistens – Jeg tænker derfor er jeg”, som i denne opgave både optræder som et produkt bestående af ”beta”-musik, partitur og manuskript samt en skriftlig refleksion, som belyser, diskuterer og reflekterer over processen og produktet, udspringer i høj grad af denne tankegang. Det er et produkt af min kunstneriske musikalske interesse i at skabe nogle klare rammer, som publikum oplever og fortolker indenfor, hvor helhedsoplevelsen af alle involverede kunstneriske parametre er underlagt et fælles formål, som strækker sig udover et ensidigt fokus på kun én kunstnerisk disciplin. 
Overordnet set lader jeg mig ikke begrænse, hverken i de tanker jeg har gjort mig om projektet eller i forhold til udformningen af selvsamme. Man kan kalde det en form for ”inspirationspluralisme”, hvor mange forskellige felter og discipliner er med til at influere og udforme det endelige resultat. 

Oplevelsen med Pink Floyds ”The Wall” har altså været en afgørende faktor for udviklingen af mit musikalske perspektiv og den kunstneriske retning, som jeg har bevæget mig i. Men helt generelt har hippiernes og punkernes musikkulturer fra 60’erne og op til 80’erne været mine musikalske præferencer siden mine teenageår, og det er i særdeleshed deres meget klare ønske om at kommentere politisk på deres samtid, som har fascineret mig. Jeg prøver ikke at efterligne det musikæstetiske udtryk fra den tid, men det er derimod det tydelige musikalske ønske om at være en stemme i sin samtid, jeg ønsker at efterleve.

Generelt kan man sige, at jeg er fascineret af de mennesker, som higede eller higer utopisk efter noget bedre, da det er utopier, som vi har bygget hele vores samfund og velfærdsstat på. Idag virker det som en selvfølge, men for en bonde i fortidens feudalsamfund var vores demokratiske frihed og vores danske velfærdsstat bestemt ikke en selvfølge. På samme hvis har 60’ernes ungdomsoprør mod kulturelt undertrykkende og formynderiske normer resulteret i en ny samfundsnorm, som vi i dag tager for givet.

Noget af den kunst, jeg dermed selv værdsætter allermest, er den, som rører noget i os positivt såvel som negativt, og som udstiller vores egen fejlbehæftede menneskelige natur, således vi som individer og som samfund kan have en selvrefleksion og en debat, der forhåbentlig gør, at vi får færre blinde vinkler i forhold til os selv og udviklingen af samfundet.
Et værk, som jeg bl.a. mener har gjort dette med stor overbevisning, er f.eks. det omdiskuterede værk ”Helena” af den dansk-chilenske arkitekt og kunstner Marco Everistti. Værket blev første gang sat op på Trapholt i 2000, hvor 10 guldfisk var placeret i hver sin blender. Således var det fritstillet museumsgæsterne, om fiskene skulle dø eller leve. Det var et debatoplæg om menneskets teknologiske fremskidt, som i større og større grad gør os til herre over liv og død, og som skaber nogle etiske og moralske dilemmaer. Marco Everistti definerer selv sin kunstneriske intentioner således:

”Jeg ønsker at skabe debat. Skabe en dialog. Skabe broen mellem et værk og så lytteren eller tilskueren. Den bro vil jeg gerne have som en mere intellektuel dannelse end som en fysisk tilstand. Æstetikken er sekundær. Kontekst er det primære for mine værker. Vi har nok sublimitet, nok skønhed, nok hæslighed. Det, vi har behov for er mere dannelse og et bedre samfund. Æstetikken kommer af sig selv. Og ligegyldig hvad jeg gør vil det altid afslutte i en form for æstetik. Om æstetikken er skøn eller hæslig afhænger af øjnene der ser.”

Ovenstående beskrivelse passer rigtig godt på min kunstneriske overbevisning. Jeg arbejder derfor i min kunstneriske virke meget ofte med samfundsdebatterende og filosofiske emner, som jeg først afsøger for derefter at tage stilling til det håndværksmæssige valg, som bedst formidler intentionen. Mit håb er derved at kunne indgå i kunstnerisk dialog og debat med min samtid.

Da jeg første gang møder filminstruktøren Stefan Pellegrini, er det med disse overordnede kunstneriske og menneskelige idealer i baggagen, hvormed vi begynder vores samarbejde og udviklingen af det kunstneriske produkt, som bliver præsenteret i opgaven.