Faktualitet i Kunst

Vigtigheden i den faglige konkrethed i det kunstneriske produkt skyldes blandt andet, at DF’s Martin Henriksen og Naser Khader i oktober 2015 var ude med riven i forhold til kunstneres og kulturpersoners udtalelser vedrørende politiske emner og debatter5. De udtalte, at kunstneres udtalelser ofte var pinlig og overfladisk følelsesmageri. For mig er det et provokerende udsagn, hvor politikerne til en hvis grad tager patent på at have faktualitet i deres udtalelser, hvilket i mange tilfælde overhovedet ikke er sandt – specielt ikke i forhold til levebrødspolitikere. Deres udtalelser bygger i høj grad på følelsesmageri, da det er et retorisk greb, som er en af de bedste måder at overbevise sine vælgere om, hvad de skal sætte kryds ved på stemmesedlen.

Jeg accepterer, at der kan være en hvis sandhed i deres kritik af kunstneres gengivelse af verdensituationen, der måske ikke altid tager højde for, hvor kompliceret emnet er, som debatteres. Jeg vil dog vove den påstand, at politikere i lige så høj grad er gode til at fremstille verdenen som sort/hvid, og dermed glemme at nuancere problematikkerne, fordi de er så optaget af deres egen politiske italesættelse af emnet.

Af ovenstående grund var det derfor vigtigt for mig, at værket ikke bare kan fejes af bordet som værende ligegyldig følelsespladder, og at det forholder sig kritisk til flere forskellige vinkler i forhold sygdomsbegrebet ”depression”. Jeg har derfor arbejdet ihærdigt på, at så mange kunstneriske valg som muligt er baseret på teoretikeres italesættelse af samfundsdebatten. Således er værket blevet skabt med en faglig forståelse og en faktuel tyngde og relevans – uden at det dog skulle blive til en tung psykologisk afhandling.