Det Tværfaglige Møde og Det Skabende Samarbejde

Værket er blevet skabt i et samarbejde med filminstruktøren og ejeren af produktionsfirmaet Dionysus disciple Stefan Pellegrini og dramatiker og dramaturg Jeppe Kristian Due. 

Samarbejdet med Stefan Pellegrini begyndte i sommeren 2016, og det udsprang faktisk fra et helt andet projekt. Jeg skrev ind til filmskolen Super8 i Aarhus for at finde ud af, om der var nogle som kunne være interesserede i at lave en musikvideo med inspiration fra moderne dans og koreografer såsom Pina Bausch og Isadora Duncan.
Stefan Pelegrini reagerede på mit opslag og tog kontakt for at aftale et møde, hvor vi kunne snakke om mulighederne. Under mødet sagde han, at han ikke fornemmede filmmediet som det rette medie for mine visioner. I løbet af sommeren og efteråret 2016 mødtes vi flere gange, hvor vi arbejdede på at nå ind til et fælles kreativt produkt.
Jeg måtte dog i november 2016 erkende, at jeg ikke følte mig hundrede procent sikker på, at jeg kunstnerisk og kreativt kunne stå inde for det sceniske produkt, som vi var i gang med at skabe. Der var rigtig mange gode ideer i spil, men det overordnede struktur og format, som jeg fornemmede var kommet til at minde om Nikolaj Cederholms teaterkoncerter11,  faldt ikke i tråd med det format, som jeg troede på kunne formidle min intentioner bedst muligt.

Vi blev derfor enige om at ændre samarbejdets rollefordeling. Jeg blev den kunstneriske ansvarlige og hovedskaber på værket, og Stefan blev en form for scenisk faglig rådgiver og producer på projektet. Jeg begyndte således fra januar 2017 at arbejde mig ind i værket på egen hånd, hvor jeg indledte en faglig researchfase. Jeg samlede så meget viden som muligt om projektets tematik for at kunne bygge projektet på en god faglig tyngde, således værket ikke ville fremstå naivt og følelsesmæssigt fladt. 
Herefter begyndte jeg at vælge de forskellige kunstneriske og håndværksmæssige greb, som skulle bruges til at formidle tematikken og budskaberne. Ud fra dette arbejdede jeg videre med det sceniske rum, som Stefan og jeg allerede havde været i gang med, men jeg drejede det nu mere over i en mere performativ retning, hvor musik og performance var væsentligt mere sammensmeltede. Jeg begyndte at udvikle så mange forskellige ideer for strygerne som muligt, og jeg begyndte at skrive på en tydelig narrativ, som underbyggede den ønskede tematik. 

Jeg måtte dog erkende i løbet af maj og juni, at mit erfaringsgrundlag indenfor den sceniske narrativ var for begrænset til, at jeg kunne nå ind til et stærkt nok kunstnerisk produkt. Selvom jeg søgte at få en større forståelse for teateret som medie, var jeg stadig meget grøn i feltet, og jeg havde derfor svært ved at skabe en tilstrækkelig spændende udvikling i forestillingen, til at jeg selv mente, at værket ville kunne fastholde vores publikums interesse for 45-60 minutter. Jeg havde mange gode performative ideer, og jeg havde en velfungerende struktur og form. Men det var også formen, som i sin grundstruktur strækker sig over 14 dage, der gjorde det enormt udfordrende at holde spændingen oppe, fordi der skal enormt få gentagelser til, før man som tilskuer begynder at kede sig. Det krævede derfor en stor indsats at skabe nok parametre, som man kan skrue på for hele tiden at kunne overraske og holde publikum til ilden i performancen.

Jeg måtte erkende, at jeg havde brug for en samarbejdspartner med større faglig ekspertise indenfor det sceniske område. Gennem Stefan fik jeg kontakt til dramatiker og dramaturg Jeppe Kristian Due. 
Vi mødtes første gang i september 2017. Jeg havde egentlig indstillet mig på, at jeg måske ville være nødt til at gå på kompromis med mange af de ideer, som jeg selv syntes fungerede godt. Det viste sig dog hurtigt, som vi gennemgik materialet og intentionerne bag, at Jeppe var enig i at mine ideer som udgangspunkt var velfungerende. Vi skulle derimod arbejde på intensiveringen i performancens narrativ.
Samarbejdet med Jeppe var virkelig godt og gnidningsfrit. Især i kraft af Jeppes store forståelse for den avantgarde kunstscene. Han var hurtig til at forstå, hvad det var for nogle virkemidler, jeg ønskede at bruge til at formidle det kunstneriske budskab. Vi fik således sammensat manuskript og musik i sit endelig format i løbet af efteråret og vinteren 2017, og d. 7 januar 2018 lagde vi sidste hånd på betamusik og manuskript. 

Jeg står for omkring 70 procent af arbejdskraften bag dette værk i kraft af alle de forskellige roller, som jeg har siddet med. Men værket ville aldrig have opnået den kvalitet, som det har, hvis det ikke var for Jeppe Dues og Stefan Pellegrinis engagement og input.

At skabe et så tværmedielt værk med en intention om både en stor underholdningsværdi samt en faktuel tyngde, er som at lægge et kæmpemæssigt puslespil. Hver brik skal finde sin rette plads i forhold til helheden, og for mig handler helheden som sagt om mere end  toner alene. Helheden er ligeledes alt det, som understøtter de musiske elementer: altså scenografi, tøj/udseende, ord, bevægelser, intention, formidling etc.
Denne tankegang er blevet mere og mere gængs indenfor den moderne klassiske avantgarde, hvor komponister som blandt andet Rasmus Zwicki, Simon Steen Andersen, Kent Orlofson og Jennifer Walshe alle arbejder tværæstetisk i forhold til at skabe og opsætte deres værker.
Sidstnævnte udtalte ved et DJBFA foredrag at: ”as a composer who uses other medias you have to learn about the other fields as much as possible”12. Dette udsagn er jeg naturligvis fuldstændig enig i, og det står også i fuld overenstemmelse med gesamtkunstwerk-ideologien. Men jeg føler også, at der er en stor udfordring ved dette, da man kun har 24 timer i døgnet. Problematikken er, om det muligt at opnå det bedst mulige produkt, hvis man selv skal være dygtig og have ekspertise indenfor alle områderne. 

Det har været svært og hårdt at skrive dette værk, og spørgsmålet er for mig, om man  skal gøre det hele selv og have eneret på kunstneriske valg, eller om man løfter bedre i flok i tværæstetiske samarbejde, hvor man komplementerer hinanden, men samtidig også må give køb på noget af sin eneret i forhold til at skabe værket som kunstner. 
Komponisten Rasmus Zwicki talte til et foredrag om, at han foretrækker, at der er en tydelig opdeling mellem hans kunstneriske roller i forhold til de projekter, som han træder ind i, så der ikke hersker tvivl, om hvad han skal gøre. Denne tankegang kan jeg godt følge, da det gør, at man ikke hele tiden står på dybt vand, men man derimod føler, at man er indenfor et område som man har ekspertise indenfor, og hvor man således kan bidrage med noget meget specifikt. ”Med frihed følger angst”, som det italesættes i eksistentialismen, hvilket også er en stor del forestillingens tematiske behandling. I kompositionsfaget kender man konsekvenserne af denne frihed, som skriveblokader og angsten ved det tomme nodepapir. Det er ikke fordi, at jeg har haft deciderede skriveblokader, men nogle gange har arbejdstyngden været enormt overvældende, og det har været svært at finde hoved og hale i værket med alle de forskellige områder, som jeg har skulle prøve at skabe mig et højt fagligt niveau indenfor.
Jeg er dog stadig stor tilhænger af gesamtkunstwerks filosofien, hvor kunstneren prøver at forstå så bred en vifte af kunstarter som overhovedet muligt for derved bedre at kunne placere sin kunst i relation til sine omgivelser. Foruden at man som kunstner selv får en bredere vifte af virkemidler, som kan instrumenteres i forhold til den ønskede formidling, så tror jeg også på, at denne tværæstetiske og gensidige forståelse for hinandens erhverv er med til at gøre det nemmere for kunstnere/håndværkere imellem at tale sammen i tværæstetiske projekter. 
F.eks. har der været en stor forskel på mit samarbejde med dramatikeren Jeppe Due, som var god til at tale samme sprog som mig, og dermed forstå det sceniske medie i forhold til musikken i overenstemmelse med min vision. Hvorimod med Stefan Pellegrini har det været sværere, fordi han ikke forstod min musikalske vision om at finde ind til et ligeligt hierarkisk forhold mellem musik og performance. Foruden den generelle problematik at vi simpelthen har meget forskellig æstetisk smag.