Det Filosofiske og Psykologiske Aspekt af Forestillingen

Kunstig Eksistens har jeg skrevet ud fra en samfundsmæssig interesse. Det er skrevet som et debatoplæg om forholdet mellem den menneskelige psyke og samfundets krav til individet. Det er en tematik som er højaktuel i dagens Danmark, hvor psykiatrien de seneste mange år har oplevet en stigning i patienter med depression og stress. 
På ”Bedre Psykiatri’s” hjemmeside kan man bl.a. læse at antallet af mennesker, som kommer i kontakt med psykiatrien, er steget med 237 procent over de seneste 20 år, og at WHO forudser, at depression vil være en af de to mest samfundsbelastende sygdomme i 2020, og i 2030 vil depression udgøre den største sygdomsbyrde globalt4. 
Jeg synes det er et interessant paradoks, at vi lever i et samfund med så stor frihed og materiel overskud, men det til trods er der alligevel en stigning i mennesker, som oplever så stor mentalt ”underskud”, at det føles så belastende, at det er svært at leve med.

Der er allerede nu en stor bevågenhed omkring problemet, hvor flere medier er begyndt at lave programmer og artikler omkring den manglende mentale velfærd. F.eks. er Politiken for tiden i gang med en journalistisk serie kaldet ”Ramt af livet”, hvor de beretter om forskellige danskeres personlige historie med depression, angst og stress. Tilbage i slutningen af 2017 kørte DR3 en kampagne, som hed ”Hvordan går det?”, hvor de tog fat i præstationssamfundets mange krav og normer til især unge mennesker og fik sat historier på det. Og for tiden har DR3 en programreklame, hvor et ungt menneske spejlbillede står og skælder ud på den virkelige person, som kigger i spejlet. Derudover har der i en årrække jævntligt været fagpersoner og debattører, som skriver og udtaler sig om problematikken i danske aviser, herunder er en af de mere kendte f.eks. psykologi-professor Svend Brinkmann.
Det er spændende, at debatten allerede er i gang, men for mig handler det ikke kun om at  lægge mig i slipstrømmen af den eksisterende debat. Skabelsen af værket og selve researchprocessen har i ligeså høj grad været et ønske om at sætte spørgsmålstegn ved, om lægmands brug af ordet ”depressiv” er med til at udvande sygdomsbegrebet. At sætte spørgsmålstegn ved uddannelseslofter og karakterræs. At sætte spørgsmålstegn ved medicinalindustrien og lægers rundhåndede udskrivning af recepter på lykkepiller. Eller unges såvel som ældres forbrug af sociale medier, som er dybt afhængighedsskabende, og hvor forskning viser, at det har en række negative konsekvenser, fordi sammenligningsgrundlaget bliver skævvredet. Foruden sociologers argumentering for at identitetsdannelsen er blevet meget sværere for det moderne menneske, eftersom vi nu har ekstrem stor frihed, modsat hvordan identitetsdannelsen blev skabt før 1950’erne, hvor man i stor udstrækning arvede sin arbejdsidentitet fra sine forældre.

Selvfølgelig er årsagen til den samfundsmæssige udvikling et ekstremt kompliceret emne, som det er umuligt at behandle alle facetter af med forestillingsformatets narrativ. Det er som sådan heller ikke min kunstneriske intention. Min intention er at sætte spørgsmålstegn ved vores levestil, fordi jeg mener, at det er absurd, at præstations-samfundet kræver så mange psykiske ofre. I min optik må det i højere grad være muligt at kunne indrette samfundet anderledes fra både politisk hold og mellemmenneskeligt, således vores velfærdsstat i højere grad indeholder facetter af mental velfærd. 
Det er denne debat, som forestillingen lægger op til. Og foruden en samfundsmæssig interesse i at borgerne i landet har det mentalt godt, så burde der også være en større politisk økonomisk interesse i debatten, da angst, depression og skizofreni koster samfundet 17 milliarder i tabt produktion om året udover øvrige følger og omkostninger.

Forestillingens psykologiske eksistensberettigelse

Man kan med rette spørge, hvorfor jeg ikke bare skriver et læserbrev om problematikken. Svaret ligger i psykologien. I den freudianske psykologi taler man om 2 sprog. Et logisk abstrakt sprog og et symbolsk sprog. Det logiske sprog er det, vi taler med hinanden i hverdagen. Det symbolske sprog er det sprog, som bruges i kunstens verden, men det er også, det sprog vi drømmer i. At vi drømmer i dette sprog vidner om, at det symbolske sprog er en nødvendighed for menneskets velbefindende. Jeg mener og tror derfor på, at italesættelsen af problematikken og samfundsdebatten i det symbolske sprog kan supplere de eksperter, som debatterer problematikken i det logiske abstrakte sprog. Jeg tror på, at vi derved kan åbne op til en anden erkendelsesdimension. Denne tilgang er blandt andet brugt i børneterapien, hvor man læser folkeeventyr op for mindre børn, som har svært ved at udtrykke, hvad det er de føler og tænker. Derigennem får børnene afløb for deres problematikker, ved at de spejler sig selv i hovedkarakteren og dermed får mulighed for at få bearbejdet deres psykiske problemer. Det samme sker, når man som voksen ser en film eller læser en bog.