Talen genfortolket af miljøaktivisten Ted Perry

“Den hvide høvding siger, at den store høvding i Washington sender os venlige hilsener. Det er venligt af ham, idet vi ved, at han ikke har meget brug for vores venskab til gengæld. Den store hvide høvding vil købe vores land. Hvorledes kan man købe eller sælge himlen og jordens varme? Tanken er os fremmed. Hvis vi ikke ejer luftens friskhed og vandets glimten – hvorledes kan De så købe dem?

Hans folk er mangfoldigt. De er som græsset, der dækker de store sletter. Mit folk er fåtalligt. De minder om de spredte træer på en stormomsust prærie. Den store og, formoder jeg, gode, hvide høvding sender besked om, at han ønsker at købe vores land, men er indstillet på at lade os behold nok til at kunne leve behageligt. Dette synes retfærdigt, endog gavmildt, idet den røde mand ikke længere har rettigheder at respektere, og tilbudet er måske klogt, også fordi vi ikke længere har brug for et stort område.

Engang dækkede mit folk landet som bølgerne på et uroligt hav, men den tid er for længst forbi med stolte stammer, der nu kun er et vemodigt minde. Jeg vil ikke dvæle ved, ej heller begræde vores utidelige forfald. Jeg vil heller ikke klandre mine blege brødre for at fremskynde dette, idet vi måske også bærer en del af skylden.

Ungdommen er impulsiv. Når vore unge mænd bliver vrede over en virkelig eller indbildt uretfærdighed og skæmmer deres ansigter med sort maling, betyder det, at deres hjerter er sorte, og at de er ofte onde og uforsonlige, og vore gamle mænd og gamle kvinder er ikke i stand til at holde dem tilbage. Sådan har det altid været. Sådan var det, da de hvide begyndte at skubbe vore forfædre stadigt længere vestpå.

Men lad os håbe, at fjendskabet mellem os aldrig vender tilbage. Vi ville have alt at tabe og intet at vinde. Hævn anses af de unge mænd som en sejr, selv hvis det koster dem livet. Men de gamle mænd, der bliver hjemme, når der er krig, og de mødre, der har sønner at miste, ved bedre.

Vores gode far i Washington – jeg antager, at han nu er vores far såvel som jeres, idet Kong George har flyttet sine grænser længere nordpå – vores store og gode far, siger jeg, sender besked, at han vil beskytte os, hvis vi gør som han siger. Hans modige krigere vil være som en mur af styrke for os, og hans vidunderlige krigsskibe vil fylde vore havne, så vore ældgamle fjender langt mod nord, haidaerne og tsimshianerne, ikke længere vil skabe frygt hos vore kvinder, børn og gamle mænd. Den store høvding lader os vide, at han vil skaffe et sted, hvor vi kan leve trygt for os selv. Han skal være vor fader, og vi skal være hans børn.

Men kan det vare ved? Jeres Gud er ikke vores Gud! Jeres Gud elsker jeres folk og hader mit folk! Han lægger kærligt sine stærke, beskyttende arme om den hvide og fører ham ved hånden som en far fører sin lille søn. Men han har svigtet sine røde børn, hvis de virkelig er hans børn.

Vores Gud, den Store Ånd, synes også at have svigtet os. Jeres Gud gør jeres folk stærkere og stærkere for hver dag, der går. Snart vil de fylde hele landet. Vores folk svinder hen som et hurtigt vigende tidevand, der aldrig kommer igen. Den hvide mands Gud kan ikke elske vores folk, ellers ville Han beskytte dem. De minder om forældreløse børn, der ikke har nogen steder at gå hen. Hvordan kan vi være brødre? Hvordan kan jeres Gud blive vores Gud og genskabe vores velstand og vække drømme om genkommen storhed i os?

Hvis vi har en fælles Fader i himlen, må han partisk, idet Han kom til sine hvide børn. Vi så Ham aldrig. Han gav jer love, men havde ikke et ord til Hans røde børn, der engang mangfoldigt fyldte dette enorme kontinent som stjernerne fylder himmelhvælvingen. Nej, vi er ikke af samme slægt. Vore børn leger ikke sammen, og vore gamle fortæller ikke de samme historier.

Det glimtende vand, der løber i bæk og i flod, er ikke blot vand, men vore forfædres blod. Hvis vi sælger landet til Dem, må De vide at det er helligt, og De må lære Deres børn, at det er helligt, og at hvert flygtigt spejlbillede i søernes klare vand fortæller om begivenheder og traditioner i mit folks liv. Vandets mumlen er min forfaders stemme.

Vore forfædres aske er hellig for os, og deres hvilested er indviet område. I rejser langt fra jeres forfædres grave, og det øjensynligt uden fortrydelse. Jeres religion blev skrevet på stentavler af jeres Guds jernfinger, så I ikke kunne glemme. Den røde mand kunne aldrig forstå eller huske det. Vores religion er vore forfædres traditioner: de gamle mænds drømme, som den Store Ånd gav dem i nattens højtidelige timer, og vore høvdinges visioner, og de er indskrevet i vort folks hjerter.

Jeres døde holder op med at elske Jer og det land, hvor de er født, så snart de passerer gravens porte og vandrer hinsides stjernerne. De glemmes snart og vender aldrig tilbage. Vore døde glemmer aldrig denne vidunderlige verden, der gav dem liv. De elsker stadig dens grønne dale, mumlende floder, storslåede bjerge, afsondrede slugter og grønrandede søer og fjorde, og evigt længes de med kærlig hengivenhed over ensomme liv og vender ofte tilbage fra de evige jagtmarker for at besøge, vejlede, trøste og opmuntre dem. Dag og nat kan ikke være samtidig. Den røde mand har aldrig flygtet fra den hvide mands komme, som tågen flygter fra den stigende sol.

Hvis vi sælger Dem vort land, må De ikke glemme, at luften er kostbar for os, at luften deler sin ånd med alt liv, som den nærer. Vinden gav vores forfædre deres første åndedrag og modtog også det sidste suk. Og hvis vi sælger vort land til Dem, må De behandle det som indviet og noget for sig, som et sted hvor selv den hvide mand kan komme for at mærke vinden, der dufter sødt af engens blomster.

Men jeres forslag synes retfærdig, og jeg tror, at mit folk vil acceptere det og vil trække sig tilbage til det land, der tilbydes dem. Derefter vil vi leve adskilt og fredeligt, idet den store hvide høvdings ord synes at være naturen, der taler til mit folk fra det tætte mørke.

Det betyder ikke meget, hvor vi opholder os resten af vore dage. De vil ikke være mange. Indianernes nat lover at være mørk. Der er ikke en eneste stjerne af håb over horisonten. Vinde jamrer med sørgelige stemmer i det fjerne. Den røde mand synes at have en grum skæbne, og når han hører fodtrinene af fæle banemand og afventer passivt sin undergang, som et såret rådyr, der hører jægeren nærme sig.

Nogle få måner, nogle få vintre, og ikke én eneste efterkommer af de mægtige værter, der engang vandrede over dette store land eller levede i lykkelig hjem, beskyttet af den Store Ånd, vil være tilbage for at sørge ved gravene for et folk, der engang var stærkere og mere håbefuldt end jeres.

Men hvorfor skulle jeg begræde mit folks alt for tidlige undergang? Stammer følger stamme, og nation følger nation, som bølgerne på havet. Det er naturens orden, og det er nytteløst at sørge over det. Jeres undergang er måske langt væk, men dagen vil sikkert oprinde, for selv den hvide mand, hvis Gud gik og snakkede med ham som en ven til en anden, kan ikke undtages fra den fælles skæbne. Vi er måske trods alt brødre. ”

“Vi får se.

Vi vil overveje jeres forslag, og når vi beslutter os, får I besked. Vi ved, at hvis vi ikke sælger, vil den hvide mand komme med våben og tage vort land. Tager vi imod tilbuddet, er det kun for at sikre os det reservat, De har lovet. Når den sidste røde mand er fordrevet fra denne jord og hans tanker blot er skyggen af en sky over prærien, så forbliver mine fædres ånd i disse skove og kyster. For den røde mand elskede denne jord, som den nyfødte elsker sin mors hjertelyd.

Alle dele af denne jord er hellige for mit folk. Enhver bjergside, hver dal, hver slette og hver lille skov er blevet helliget en eller anden sørgelig eller glad begivenhed en gang for længe siden. Selv stenene, som syner umælende og døde, når de steger i solen langs den tyste strand, dirrer med minder om spændende hændelser med forbindelse til mit folks liv, og støvet, hvor I nu står, reagerer mere kærligt på deres fodtrin eller på jeres, idet det er fyldt med vore forfædres blod, og vore fødder er bevidst om den medfølende berøring. Den hvide mand vil aldrig være alene. Lad ham være retfærdig og behandle mit folk venligt, for de døde ikke uden magt.

Bliver man ved med at besmitte sin seng, vil man en nat blive kvalt i sit eget møg. Men når I forgår, vil I stråle klart, antændt af kraft fra den Gud, der bragte jer til dette land og lod jer herske over landet og over den røde mand. Denne skæbne er en gåde for os. For vi forstår ikke, når alle bisoner er slagtet, de vilde heste tæmmet, skovens hemmelige kroge fyldt med lugten af mange mennesker og synet af modne bakker skændet af talende tråde.”

“forbindelse til mit folks liv, og støvet, hvor I nu står, reagerer mere kærligt på deres fodtrin eller på jeres, idet det er fyldt med vore forfædres blod, og vore fødder er bevidst om den medfølende berøring. Den hvide mand vil aldrig være alene. Lad ham være retfærdig og behandle mit folk venligt, for de døde ikke uden magt.

Bliver man ved med at besmitte sin seng, vil man en nat blive kvalt i sit eget møg. Men når I forgår, vil I stråle klart, antændt af kraft fra den Gud, der bragte jer til dette land og lod jer herske over landet og over den røde mand. Denne skæbne er en gåde for os. For vi forstår ikke, når alle bisoner er slagtet, de vilde heste tæmmet, skovens hemmelige kroge fyldt med lugten af mange mennesker og synet af modne bakker skændet af talende tråde.

Hvor er skovtykningen?

Borte.

Hvor er ørnen?

Borte.

Det er livets slutning og overlevelsens begyndelse.”