Værket for strygekvartet er en forlængelse af korværket “Bekvemmelighedsflygtning”. Ligesom korværket har jeg ligeledes i dette værk kompositorisk taget udgangspunkt i den klassiske tradition for at forstærke det længselsfulde udtryk efter “gamle dage”, men i de to værker er der to vidt forskellige grunde til at længes.
Værket for strygekvartet starter med en række enkeltstående kald, hvis rumklang hele tiden ebber ud i ingenting – ubesvaret. Efter gentagende forsøg uden svar begynder 1. violinen en monolog fuldt af længsel og vemod som kort efter overtages af celloen, der leder hele strygekvartetten over i et fælles minde, som føles fredfyldt. Denne idyl stoppes dog af en markant ændring i mindets karakter, og man fornemmer en voldsom begivenhed som ændrer hele udtrykket fra stillestående til at være i bevægelse. Hele stykket er indhyllet i en sky af vemod, som hvis det er begivenheder, man tænker tilbage på, og værket ender med en gengivelse af korværket, som står tilbage som en afsked, lig en begravelsessalme.
Værket havde uropførelse i Litauens hovedstad Vilnius, hvor konservatoriets ambiosoniske sfære blev udnyttet til lejligheden. En ambiosonisk sfære er et højtaler system, som er stadiet over det surround sound anlæg, som man oplever når man tager i biografen for at se en film. Det er et højtaler system, som består af 23 nøje placerede højtalere som tilsammen giver lytteren en illusorisk fornemmelse af retning og dybde.