Bekvemmelighedsflygtning m. Variationer

Carl Nielsen Festival, Aarhus 2015 og på Musikkonservatoriet i Vilnius, 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lyt til værkerne:

Bekvemmelighedsflygtning:

Hvad vil det sige at være en bekvemmelighedsflygtning? 
Og er denne flugt for at søge bekvemmelighed lige så meget et psykisk fænomen, som det er et fysisk?

Nogle skridt går højtideligt hen mod en pladeafspiller for at påbegynde en motet, som er sunget af 4 klassiske sangere. Deres rigsdanske udtale samt klangfarveideal leder tankerne hen mod en Morten Korch film, hvor sangerne med selvhøjtidelighed begynder hver af de første 3 vers med ordet “Jeg”. I en storform giver dette formledene “mig, mig, mig” efterfulgt af et formled startende med “bekvemmelighedsflygtning” for igen at vende tilbage til et refræn om “Jeg’et”.
I baggrunden hører man vinylens knirkende distortion, og man fornemmer hurtigt på pladens lydkvalitet samt dens ustadige hoppen, at det er en slidt plade, som trænger til at blive skiftet ud.
efter 5 vers i samme rille slutter nummeret med en lang sekvens, hvor pladen er gået i hak ved ordet “danskhed”. I loopet kan man svagt høre bas stemmen snige et “u” ind foran ordet “danskhed”, som et forsøg på at få ørenlyd blandt den højlydte nationalisme, hvis stemmer blot bliver mere og mere skingre indtil det hele løber af sporet og pick up’en til sidst hopper af.

Variationer af en Bekvemmelighedsflygtning:

Værket for strygekvartet er en forlængelse af korværket “Bekvemmelighedsflygtning”. Ligesom korværket har jeg ligeledes i dette værk kompositorisk taget udgangspunkt i den klassiske tradition for at forstærke det længselsfulde udtryk efter “gamle dage”, men i de to værker er der to vidt forskellige grunde til at længes.

Værket for strygekvartet starter med en række enkeltstående kald, hvis rumklang hele tiden ebber ud i ingenting – ubesvaret. Efter gentagende forsøg uden svar begynder 1. violinen en monolog fuldt af længsel og vemod som kort efter overtages af celloen, der leder hele strygekvartetten over i et fælles minde, som føles fredfyldt. Denne idyl stoppes dog af en markant ændring i mindets karakter, og man fornemmer en voldsom begivenhed som ændrer hele udtrykket fra stillestående til at være i bevægelse. Hele stykket er indhyllet i en sky af vemod, som hvis det er begivenheder, man tænker tilbage på, og værket ender med en gengivelse af korværket, som står tilbage som en afsked, lig en begravelsessalme.

Værket havde uropførelse i Litauens hovedstad Vilnius, hvor konservatoriets ambiosoniske sfære blev udnyttet til lejligheden. En ambiosonisk sfære er et højtaler system, som er stadiet over det surround sound anlæg, som man oplever når man tager i biografen for at se en film. Det er et højtaler system, som består af 23 nøje placerede højtalere som tilsammen giver lytteren en illusorisk fornemmelse af retning og dybde.